Sidste nyt -for 2005:
Se også disse sider fra 2005: Caprices fødsel og første dage
Dressurstævne på Baunehøj:
Lørdag den 19. november debuterede Optimal og jeg i LA1 og LA2 ved Baunehøjs distriktsstævne i dressur. Det gik over al forventning. På opvarmningen var der dog lige lidt ballade med de, fra springstævnerne, kendte bukkespring og lignende. På konkurrencebanen opførte Optimal sig heldigvis særdeles pænt. Det blev til 64,82 % i LA1, hvilket rakte til en 2. plads. Jeg syntes vi havde fortjent bedre points i denne klasse, men var da ellers absolut tilfreds. I LA2 blev det til 67,42 % og med dette resultat blev vi vindere af klassen. Ret stolte er vi, da det jo normalt ikke er dressur vi plejer at konkurrere i!!!
Du kan se resultaterne på: www.rytterforeningenbaunehoej.dk
Der var i øvrigt rigtig mange gode placeringer til Baunehøjs ryttere. Vi fik distriktsmestre i dressur både for ponyer og heste. Bla. blev Peter Marcussen og Pelé's Samba vinder i hestenes mesterskab. Peter underviste mig i springning, da jeg for mange år siden red pony i kat III og II. Lidt sjovt at tænke på nu..
Springstævnepause i november og december.
I november og december holder jeg lidt stævnepause. Dette skyldes at både Optimal og jeg har fortjent lidt pause efter efterårets mange succeser, og fordi jeg går en tid med eksamen og praktik i møde. Og derfor har ret meget at se til. Desuden er Galati stadig ikke gående, og min nye hest Romolus, Modis efterfølger, er slet ikke rutineret nok til stævner endnu.
Jeg planlægger dog at ride et enkelt dressurstævne på Optimal her i november måned. Det er sjældent jeg får tid til at ride dressur i blandt alle military og springstævnerne, men nu byder chancen sig, og det glæder jeg mig til. Det er altid skægt at prøve sig selv af i de forskellige discipliner som ridesporten byder på. Det syntes jeg i hvert fald...
Distriktsstævne på Baunehøj og i Fakse, oktober måned:
Begge stævner gik godt med flere placeringer til Modi, og placeringer og sejre til Optimal som bl.a. vandt MB i Fakse. Stævnet i Fakse blev Modis og mit sidste stævne sammen. Og i det hele taget årets sidste springstævne for mit vedkommende.
Landsstævne i Ikast:
Først lidt billeder fra Ikast:

Fredag pakkede vi alverdens tøj og udstyr, læssede Tanna's hest Chanel, Kitt's Bohemian Rhapsody og min Optimal, for at sætte kursen mod Ikast. Efter ca 3 timers kørsel stod vi på stævnepladsen, hvor der var godt fyldt op. Over 1200 starter var meldt til springstævnet, og ca. 90 i hver klasse. Optimal og jeg lagde ud i MB med 0 fejl, og endte på en 13. plads. Lørdag fik vi en 3. og en 10. plads i to MB klasser. Og søndag blev vi nr. 2 i LA, kun slået af den sidste norske rytter. (Lidt øv!) I søndagens sidste klasse, for vores vedkommende, fik vi 4 unødvendige fejl på første forhindring. Kitt og Tanna havde mindre held denne weekend. Kitt fik dog en 8. plads i MB lørdag. Men ellers var det vidst ikke lige deres weekend... Optimal viste virkelig springkapacitet og mod denne weekend, og jeg syntes også selv, at jeg red ham ret godt. Så jeg glæder mig til næste gang vi skal ud og prøve kræfter ved et landsstævne igen. Det bliver nok bare først i det nye år..
Du kan se klubbens hjemmeside på: www.ikastrideklub.dk
24/9: Springstævne på Barthahus:
Modi, Optimal, Chanel, Christine og jeg drog lørdag afsted i lastbilen på en heldagstur til distriktsstævne på Barthahus i Kokkedal. Modi lagde som sædvanlig ud med at springe flot og fejlfrit i LB, hvor det blev til en 3. plads ud af ca 75 startende. Dejligt, som altid. I LA sprang Modi igen en fejlfri hovedrunde, men fik desværre en nedrivning i omspringningen, hvilket kostede os en 5. plads (som ellers havde været velfortjent, hvis jeg selv skal sige det. -Og det skal jeg jo, fordi det nu engang er min egen hjemmeside! ;-)) Nå, men Modi gjorde en god indsats. Andet kan man ikke sige til det. Så blev det Optimals tur. Optimal som til de sidste tre stævner inden, havde opført sig nærmest eksemplarisk på konkurrencebanerne. Jeg var næsten begyndt at tro, at han rent faktisk var blevet voksen og derved klogere.. Der tog jeg så fejl. På opvarmningsbanen var der bukkespring, og på selve LA banen var der en lille opvisning i ulydighed, da Optimal på vej mod spring nr. 2, pludselig ikke ville længere.. Jeg fik ham dog overtalt, men måtte indkassere 7 fejl på grund af den lille seance. I MBen fik vi en fejlfri runde og en 8. plads, men det var bestemt ikke fordi, at jeg havde fuld kontrol over Optimal. Han var stadig fuld af ballade. Vi havde dog nogle rigtig flotte spring, og jeg var faktisk godt tilfreds. Det er dejligt med en glad og energisk hest, selv det en gang imellem betyder at man må tage et par ulydighedsfejl med sig. Det er jo heller ikke en tilfældighed at et af Optimals kælenavne er "Umulius".
Tanna og Chanel blev nr. 9 i MB, også med en fejlfri runde. I LA måtte de desværre indkassere 4 ærgelige fejl i hovedspringningen på sidste forhindring.
Barthahus blev dette års sidste udendørsstævne for vores vedkommende. Vi er allerede begyndt at træne springning indendørs, og glæder os til her i weekenden, hvor Tanna & Chanel, Kitt & Bohemian Rhapsody og Optimal & jeg tager afsted til landsstævne i Ikast. Vi kører fredag morgen og kommer hjem igen søndag aften. Det bliver en lang weekend, men forhåbentlig også med en masse gode oplevelser. Du kan se Ikast rideklubs hjemmeside på: www.ikastrideklub.dk
Resultaterne fra stævnet på Barthahus, kan du se på: www.barthahusrideklub.dk
Billederne herunder er fra Barthahus. Til venstre: Christine, Henning og Tanna ved lastbilen. I midten: Kirstin og Modi. Til højre: Kirstin og Optimal i LA.

9-11/9: Landsstævne i Vallensbæk, med DM for klubhold:
Det var en stor og succesfuld oplevelse at være til ridestævne denne weekend. Vallensbæk må have en af Danmarks største og flotteste springbaner, så bare at ride ind på den, var i sig selv en oplevelse. Fredag lagde Optimal og jeg ud med at blive nr. 15 ud af 119 i LA. Et ret godt resultat, syntes jeg, selvom jeg ikke var helt tilfreds med min egen præstation som rytter. I MB både fredag og lørdag endte Optimal og jeg som første uplacerede med 0 fejl, og nogle ret gode runder. Jeg red bare ikke så hurtigt, og det kan jeg da godt ærgre mig lidt over nu, da det var under et halvt sekund der gjorde, at jeg ikke havde to ekstra rosetter med hjem. Søndag var det så DM for hold, og dermed Optimals og min første MA, der stod på programmet. Baunehøj stillede hold for første gang, og på det red først Line Juul Pedersen og Top Gun med 8 fejl, dernæst Optimal og jeg med 7 fejl, Sandra Eis og La Cor med 0 fejl og Kitt Juul Hansen på Bohemian Rhapsody med 4 fejl. Jeg havde faktisk en rigtig god tur rundt på den store og teknisk svære bane, og var da også fejlfri indtil sidste forhindring, et dobbeltspring med oxer ind, og lodret ud. Optimal sprang højt op over oxeren, hvilket desværre betød at han landede meget tidligt, og derfor blev der for langt til lodretten. Vi måtte derfor indkassere 4 fejl for et stop og 3 tidsfejl. I andet forsøg kom vi flot og fejlfrit over. Død-ærgeligt kan jeg kun sige, vi var jo næsten i mål..
Baunehøjs hold sluttede som nr. 9 ud af 13 med 11 fejl. Vinder blev det meget rutinerede hold fra Revsø og Omegens Rideklub, med Andreas Schou, Torben Frandsen, Rikke H. Pedersen og Thomas Sandgaard. Du kan se resultaterne på Vallensbæks hjemmeside: www.sivklub.dk
28/8: Distriktsstævne i springning NFRK:
Efter en skøn studietur (læs: ferie!) på Lanzarote, var jeg i sadlen igen. Denne gang i Nykøbing Falster, hvor distriktsmesterskabet i springning for hold i distrikt 5 blev afholdt. Dagen startede rigtig godt med en sejr i LB på Modi, som sprang flot og fejlfrit. Derefter var det blevet Optimals tur i LA, hvor det blev til en 2. plads, -næsten uden ballade!
Dagens sidste klasse var selvfølgelig mesterskabet. Baunehøj havde to hold med. Jeg var på hold 1, bestående af Marlene Rosenheim og Etcetera, Tanna Seeding og Chanel, Lone Hesselmark og Corvette samt Optimal og jeg, i nævnte rækkefølge. Da de første ryttere havde redet, stod det klart at tiden var knap. Marlene fik 4 fejl + 1 fejl på tid, så da det blev Tannas tur, red hun en runde med meget snævre vendinger og fuld fart. Da hun kom i mål var alle enige om, at hun under ingen omstændigheder kunne have fået tidsfejl. Men det fik hun alligevel. Og så opstod der stor påstyr. Ryttere, beridere, forældre og dommere kom godt og grundig op at skændes, banen blev målt op igen og tiden blev taget på video, og viste at hun klart var 8 sek. under tilladt tid. Det hjalp desværre bare ikke. Dommeren holdte på sin afgørelse, og vi måtte konstatere, at der var sket en fejl med tidstagningen, og at der ikke var noget at gøre ved det. Derefter fik Lone og Corvette 2 fejl på tid og Optimal og jeg klarede banen helt fejlfrit.
På trods af tidsfejlene lå vi allerede som nr.1 efter første runde. I 2. runde startede Marlene med at ride fejlfrit på forhindringerne, men måtte igen indkassere 1 tidsfejl. Tanna red helt fejlfrit og igen meget hurtigt. Lone fik 2 tidsfejl, og Optimal og jeg kunne ride sejren helt i land med endnu en fejlfri runde. På denne måde vandt vi mesterskabet med 6 fejl i alt. Nr. 2 blev holdet fra SYK med 16 fejl. På trods af problemerne vandt vi altså overlegent, og kunne fuldt tilfredse med dagens indsats køre hjem til Baunehøj igen..
Link til klubbens hjemmeside: www.ridecenter.dk
13-14/8: Distriktsstævne i springning SYK:
Optimal havde desværre fået en lille skramme på folden, så det blev kun Modi, der kom med til springstævne denne weekend. På opvarmningen begge dage sprang Modi ikke ligefrem perfekt, men heldigvis var han meget bedre på konkurrencebanen! Jeg red to LBer med 0 fejl, og fik to 2. pladser, så jeg var godt tilfreds. Savnede selvfølgelig at have Optimal med, men er glad for at han nu er helt frisk igen. Du kan se stævnets hjemmeside på www.syk.rideklub.dk
7/8: Distriktsstævne med sjællandsmesterskab i springning, Slangerup-Lynge:
Modi lagde ud lørdag med at blive nr. 2 i LB ud af 73 startende. Han sprang rigtig godt og var glad, så det var en dejlig start. Optimal var fræk på opvarmningen, og nægtede først at gå ind på konkurrencebanen. Jeg fik heldigvis overtalt ham, og da først vi havde passeret start gik det rigtig godt. Vi blev nr. 4 i LA ud af 75 og var fejlfri i kvalifikationen til Sjællandsmesterskabet. Søndag havde regnen oversvømmet konkurrencebanen, så stævnet blev rykket inden døre. Optimal sprang godt, og blev nr. 3 i MB med 0 fejl. I Sjællandsmesterskabet var Optimal rigtig klar. Han sprang meget flot og overbevisende uden at røre en bom. Men, da vi skulle rundt i svinget til sidste forhindring, gik der et eller andet galt. Optimal faldt i trav, og jeg nåede kun lige at få sat ham i galop inden vi nåede springet, hvilket resulterede i at vi fik en nedrivning. Øv. Der røg det sjællandsmesterskab! Vi sluttede med 4 fejl, og en placering som nr. 7. Fik heldigvis både præmie og penge, men ærgeligt alligevel. Jeg havde håbet på en bedre placering. Men jeg kan alligevel glæde mig, for jeg fik gode placeringer, og begge heste sprang flot!
Du kan se stævnets hjemmeside på www.slangerup-lynge-rideklub.dk
2/8: Ny billed-side!
Fotograf Klaus Fonlev har givet mig lov til at bruge de billeder, han har taget af Optimal og jeg ved NSR's springstævne. Derfor har jeg oprettet en ny side, der hedder billeder. Der kan du se de bedste billeder af Optimal og jeg fra stævnet.
28/7: Aftenspringstævne i Nordsjælland (NSR):
Optimal var fuld af spilopper!
Efter lidt ro og fysioterapeutisk behandling, var jeg blevet stævneklar, og tog derfor til springstævne med Optimal, Pernille og min mor på Farasi i Fredensborg, hvor NSR holder til. Optimal var lidt mere frisk end godt er, viste det sig hurtigt. Han lagde ud med bukkespring og anden umulig opførsel på opvarmningsbanen. Da det blev min tur i LA, troede jeg dog, at han var faldet nok ned til, at jeg kunne styre ham godt rundt på konkurrencebanen, så jeg red ind i trav, men fandt så hurtigt ud af at jeg havde taget godt og grundigt fejl. Det første spring jeg skulle trave forbi, syntes Optimal pludselig var MEGET farligt, så han skyndte sig at lave en undvigemanøvre, bestående af en serie krumspring, og hvad han ellers lige kunne finde på. Heldigvis sidder jeg efterhånden ret godt fast, så det lykkedes mig at blive hængende på. Næste store problem var banepersonalet med startflaget. Hvilket ofte udvikler sig til en seance uden lige, når Optimal får øje på det rød-hvide Danmarksflag, som han stadig er sikker på, er lavet til at dræbe brune springheste med. Jeg måtte derfor sætte fuld fart mod første spring for at undgå, at Optimal fik tid til at vende om, inden jeg overhovedet nåede at komme over startlinien. Den høje fart fra starten gjorde at jeg kom flot over første spring, men også at jeg så havde noget svært ved at styre kamelen igennem resten af banen. Så Optimal overtog det meste af styringen, og vi endte med at indkassere 15 fejl på den konto. Typisk. Inden MBen sørgede jeg for at opvarme ekstra meget. Men Optimals energi var ikke lige til at slippe af med. Bukkespring var der nok af, og da min mor placerede sig på en stol ved siden af banen, var han sikker på, at hun var et meget farligt rumvæsen, som eventuelt ledte efter en hest som ham, som hun kunne bortføre til en fremmed planet. -Dvs. han gjorde et stort nummer ud af at springe vildt til siden, med mig på ryggen. -Heldigvis stadig med mig på ryggen! Pludselig var det min tur, og jeg måtte ride på banen. Denne gang fik Optimal øje på spring nr. 3. -Et meget flot spring med store sorte hestehoveder som vinger. Straks var der ballade, men igen blev jeg hængede, og kunne, da jeg havde fået styr på hesten igen, fortsætte mod start. På trods af bukkespring mm. fik vi overvundet både hovedspringning og omspringning med 0 fejl (Optimal havde åbenbart glemt, hvor bange han var for spring nr. 3), og fik derfor en 4. plads ud af ca. 35 startende. Så jeg var godt tilfreds, men også godt træt i både hoved og krop, efter at have kæmpet en brav kamp for at styre Optimal rundt på banen. Kl. 23 nåede vi omsider hjem til Baunehøj igen.. Du kan se billeder fra stævnet på www.fonlevphoto.dk, hvor du skal klikke på NSRs aftenspringstævne i menuen til højre. De første billeder under LA 2/2, er af Optimal og jeg. Du kan også finde os under MB..
16/7: Distriktsstævne i springning på Møn:
Bestemt ikke en succes!
Lørdag drog Modi, Optimal, Thomas, Anja, Chanel (Tannas hest) og jeg afsted i lastbilen til springstævne i Stege på Møn. Modi og jeg skulle springe LB og LA, Optimal og jeg + Tanna og Chanel LA og MB. På trods af et lille stop incl. en snak med politiet på vejen kom vi til stævnet i godt humør! Modi og jeg lagde ud med at ride to fejlfrie runder i LB, og blev placeret som nr. 5 ud af 50 startende. En god begyndelse! I LAen red Tanna først. Banen viste sig at være svær. Flere var udgået, og der var generelt mange fejl. Også Tanna og Chanel kom i mål med to bomme og tidsfejl. Da det blev Modis og min tur, som nr. 18 var der kun én fejlfri. Modi sprang godt, og alt tegnede godt lige ind til spring nr. 8. En trippelbarre, 5-6 galopspring efter en lodret. Jeg valgte at ride på 5 galopspring og kom med god fart, og fik et rimelig godt afsæt. Men, oppe i luften gik det galt. Modi fik sat det ene ben for tidligt ned, og fik på den måde den bagerste bom imellem benene, og så skete det uundgåelige. Vi styrtede. Jeg nåede ikke at tage fra med armene, så det var ansigtet der tog fra i faldet. Modi gjorde alt hvad han kunne for ikke at rulle ind over mig, men kunne ikke undgå at ramme mig med benene. Heldigvis slap vi begge med nogle hårde knubs. Jeg måtte en tur på Stege skadescenter for at få renset sår mm., og blev tjekket for skader.
Her dagen efter, er hele højre side af mit ansigt hævet op, og jeg har fået en hudafskrabning på hagen, et ordentligt "sæbeøje" samt en masse blå mærker på kroppen. Jeg ligner faktisk en der har fået tæsk. Modi er frisk og glad, og har heldigvis kun fået nogle små rifter her og der.
Optimal nåede altså slet ikke at springe til stævnet. Han var ellers ordnet og klar. Typisk. Tanna og Chanel drog selv afsted søndag og havde et par rimelig gode runder, dog uden placering. Så alt i alt: Ik' så god en weekend!!!!
De næste par dage tager jeg den lige med ro. Min krop skal lige sunde sig, inden jeg træner videre igen..
25/6: Distriktsmesterskab i Fakse:
Tanna og Chanel blev distriktsmestre!
På trods af, at stævnet lå midt i eksamenstiden, valgte jeg søndag eftermiddag at køre til distriktsmesterskab i Fakse. Optimal, Chanel, Pernille og jeg i lastbilen, min mor, Tanna og hendes far i egne biler. Optimal og jeg red først en LA. Optimal sprang flot og højt over alle springene. -Så højt at den ene knap i min ridejakke faldt af :-).. Indsatsen blev belønnet med en 2. plads.
I distriktsmesterskabet var vi 4 ekvipager der klarede begge hovedrunder med 0 fejl. Både Tanna og jeg var i blandt, og var derfor med i omspringningen. Jeg red som nummer to i omspringningen, og jeg vidste, at hvis jeg skulle vinde måtte jeg satse, ride meget stærkt og fejlfrit! Jeg ville selvfølgelig gerne vinde, så jeg sendte Optimal afsted med høj fart med små vendinger. Det gik smadder godt, lige indtil Optimal troede, at han skulle springe et andet spring end det, jeg havde tænkt mig. Vi misforstod hinanden, og det kostede så et stop= 4 fejl. Øv. Nu afhang det så af Tanna og Chanel, hvis mesterskabet skulle med hjem til Baunehøj. Men det var heller intet problem. Tanna og Chanel susede over mållinien med 0 fejl, og i den hurtigste tid. Derfor kan Tanna og Chanel kalde sig distriktsmestre i springning i distrikt 5 for andet år i træk! Godt gået! Og stort tillykke til Tanna, som også måtte smage bagsiden af medaljen - en tur i vandgraven!! Optimal og jeg måtte "nøjes" med 4. pladsen, en roset og 75 kr.-Ret fesent i et mesterskab ik'?!
4-5/6: Landsmilitary i Næstved:
Come Back til Modi ! Modi vandt Let klassen, og Galati fik en god debut i CNC* (middelsvær).
Det blev et godt stævne, som Distrikt 5 afholdte denne weekend. Lørdag var der dressur og springning på Baunehøj. Her endte jeg som nr. 2 i begge klasser efter dressur og ridebanespringning. Jeg var godt tilfreds med begge mine dressurprogrammer. Modi gik flot som altid, men bestemt ikke det bedste han kan, og havde 0 fejl på springbanen. Det var Modis første militarystævne i år, da han har måttet holde lidt pause efter vi havde et grimt styrt i Ålborg i september måned sidste år, og derfor ikke havde nået tilstrækkelig form til at jeg ville lade ham starte i middelsvær. Modi gennemførte terrænspringningen søndag, på kasernen i Næstved, på bedste vis med 0 fejl, og derfor rykkede vi op på førstepladsen!! Rigtig godt gået, og lækkert at Modi er igang igen!!! Galati havde, som sagt, sin første start i middelsvær. Dressuren klarede hun flot, og fik da også et enkelt 9 tal for en parade!!! Men det var alligevel ikke nok til at slå naboen Niels Brink og altid velgående Columbus, som red klassens bedste program. På springbanen fik Galati 4 unødvendige fejl. Øv. Men på trods af dette kunne vi bevare 2. pladsen inden terrænet foran Johan Iversen og Ocean. Springene på terrænbanen søndag var ret svære, men Galati sprang flot og overbevisende over alle de svære spring. Desværre løb hun lige uden om et meget smalt spring på toppen af en bakke, og det kostede os 20 strafpoints. To gange Øv.. Nå, men bortset fra det viste Galati stort mod og kapacitet på den svære bane, og jeg er meget stolt af hendes præstation, også selvom vi måtte undvære en præmie denne gang. Niels og Columbus fik samme fejl, og derfor kunne Johan og Ocean kalde sig vindere af CNC* for denne gang. Niels kunne, som jeg, "trøste sig" med at have vundet en anden klasse, nemlig debutantklassen på sin anden hest Duke. Baunehøj kunne derfor kalde sig den store vinder med tre førstepladser til klubbens ryttere!! Se RBH rytternes placeringer og billede her!!
14/5: Distriktsstævne i Slagelse:
Stor succes. Galati vandt LB. Optimal vandt LA og MB! Se resultaterne på www.slrk.dk
5-8/5 Horseshow Næstved 2005:
Landsstævne i springning på Baunehøj. Galati fik 2 placeringer, Optimal fik 3. Se resultatlisterne på www.rytterforeningenbaunehoej.dk eller klik her
Kirstin og Optimal i La ved Horse Show 2005
Kirstin og Galati i La ved Horse Show 2005
1/5: Military i Ålborg:
Årets første danske militarystævne blev en succes for mit vedkommende, Galati vandt nemlig Let klassen. Du kan se resultaterne på www.rideforbund.dk, hvis du går ind på militaryudvalgets hjemmeside og klikker på resultater. Hvis du vil se billeder fra stævnet, kan du finde dem på www.ridehesten.com
Kirstin og Galati

1/5: Springstævne i St. Restrup, Nordjylland.
Optimal blev nr. 1 og nr. 2 i LA.
Kirstin og Optimal ved præmieoverrækkelsen